Winexpo-2021-Georgien

Georgien Wineexpo – Kenn & Oscar på tur

Georgien Wineexpo

Husted Vin var inviteret til vinmesse i Tbilisi i verdens ældste vinland for at smage nationens stolthed – amforalagret vin.

Med begrænset viden om den georgiske vinstil og de lokale druer var der lagt op til et spændende besøg i det smukke land ved Sortehavet. Før besøget vidste vi faktisk kun, at de lavede helt unikke vine, og at landet har lavet vin i amfora i tusinder år, men heldigvis skulle vi blive meget klogere på folket, landet og deres gastronomiske kultur.

Og dermed var mission klar. Vi skulle opleve og smage nye vine, som vi forhåbentlig kan introducere for jer derude i fremtiden!

Dag 1 introduktion til Amber Wine (Fredag)

Vi ankom natten til fredag og havde i løbet af dagen mulighed for at danne os et overblik over byen, maden og vinen. Med anbefalinger i hånden drog vi mod Vino Underground, som ligger placeret i en mørk murstenskælder med hvælvingeloft. Her skulle vi smage nationens store hvidvinsdrue forklædt som orangevin – eller som de kalder det: Amber wine. Rkatsiteli er navnet på druen og som regel lagrer de vinen i 6 måneder på amfora, som er store lerkrukker nedgravet i jorden. Her udvikler vinen en lettere oxideret stil med et relativt højt tanninniveau og noter af tørret abrikos, citrusskal, nødder og en nydelig mineralitet. Og som navnet indikerer, en flot ravfarve.

Med anbefaling fra vores vært tog vi på naturvinsbaren Poliphonia, hvor vi smagte skønne vine der viste os et højt niveau fra producenten 525wine. Det var vine med en skøn balance mellem frugt, syre, tannin og mineralitet. Heldigvis for os, havde producenten skrevet sin e-mail på bagetiketten, så vi kunne tage kontakt til vinmageren, og ham lavede vi hurtigt en aftale med til lørdag aften. Vi sluttede fredagen på hotellets naborestaurant, Lolita, som byder ind i rå lokaler med hyggelig belysning og fed musik. Og selvom vi var i Georgien for vinens skyld, var der plads til en cocktail til maden herinde inden sengetid på den anden side af gaden.

Dag 2 Wineexpo og producentmøde (Lørdag)

Lørdag kl.11 ankommer vi til vinmessen og begynder at smage. Der var ca.140 producenter til stede, som alle stod klar med et udvalg af Georgisk vin. Grundet Corona restriktioner i landet foregik messen udendørs – lidt friskt i slut oktober, men med notesbog i hånden og jakke på gik vi i sving. Hurtigt skulle vi blive introduceret til Mtsvane, Kisi, Khikvi, Rkatsiteli og Saperavi (vi øver os stadig lidt på udtalen) som nogle af de druer der udgør størstedelen af vinen fra Georgien.

Fælles for de hvide vine er deres amforalagring med skindkontakt i ca. 6 måneder, og det er absolut med til at give vinene et personligt præg med høje tanniner, mineralitet og tørret frugt. Den største rødvinsdrue Saperavi er også lagret i amfora og byder ind med et mørkt frugtunivers, varme krydderier, urter og tørhed som gør vinene meget madvenlige.

Vi fandt frem til en håndfuld interessante producenter, som havde en økologisk tilgang til produktionen, og som vi gensmagte fordi deres niveau var højt på messen. Heriblandt var Rosha Winery fra Kakheti regionen i øst, Ocho Wines med etiketter af truede dyrearter fra Georgien, Anapea Village med rene naturvine, Ahkmeta Wine med biodynamiske vine og en skøn historie om Nick og hans hustru med kærligheden for hinanden og vinen på plads, og slutteligt We Are Ghvino
med vinmager Giorgi bag vilde naturvine fra Imereti regionen i vest.

Klokken nærmede sig middagstid, og vi havde taget noter over de mest interessante vine på messen,så nu var det tid til at få lidt at spise på Keto & Kote – en anbefalet restaurant som lå gemt væk i engyde, os som serverede os et fantastisk georgisk måltid.

Efterfølgende gik vi hen til Wine Boutique, som var mødestedet med Gegi fra 525wine for at smage flere af hans vine. Vi smagte os igennem Gegis vine og var imponeret over niveauet, men udover hans vine, havde han også inviteret vinmageren Revaz fra Tanini Winery, som også bidrog til smagningen med et lille udvalg fra vinhuset. Mens vi smagte, kom der pludselig et kendt ansigt ind ad døren, nemlig vinmager Giorgi fra We Are Ghvino, og han havde en kæmpe kage i hånden fordi der skulle afholdes en mindre fødselsdagfest for en af deres fælles venner på vinbaren, og før vi havde set os om, var vi pludselig inviteret og mødet udviklede sig herfra til en georgisk fejring med vin og kage, som, uden at afsløre for meget, ikke er den bedste mad- og vinsammensætning.

Vi tilbragte aftenen i det gode selskab og skulle mødes igen om søndagen til en afsluttende smagning med Gegi og Revaz.

Søndag vinsmagning med Wineexpo, Tanini og afrejse

Om søndagen kl.14 havde vi aftalt at mødes, og derfor blev vi samlet op i centrum af Tbilisi for at blive kørt ud til en skjult restaurant i byens gamle kvarter. Restauranten lå gemt bag en graffitimalet metalport, og uden Gegi som guide, havde vi aldrig fundet stedet. Bag porten blev vi budt på en overdådig georgisk frokost og smagning af flere vine fra huset Tanini.

Efter frokosten med Gegi og Revaz tog vi videre på vinbaren 8000 Vintage til vinsmagning med andre udenlandske importører der ligesom os var blevet inviteret til vinmessen. Navnet på vinbare knytter sig i øvrigt til de 8000 år der er gået siden de første vine blev lavet i Georgien. Her smagte vi nøje udvalgte vine fra producenter af høj kvalitet som blev præsenteret af vinbarens ejer.

Weekenden havde været fyldt med indtryk på både smag, stemning og sprog og derfor var vi nu klar til at tage tilbage til hotellet inden afgang kl.03 om natten til mandag. Sikke en tur vi havde! Georgien er absolut et besøg værd for deres venlighed, gastronomi, historie og vin. Vi glæder os allerede til at gensmage vinene og dele dem med jer.

Indkøbskurv