Borgogno

Piemonte klassiker

Sagt hurtigt lyder Borgogno som Bourgogne i Frankrig – men bare lige for at slå det fast: det er ikke det samme. Borgogno er et af de mest kendte vinhuse i Piemonte, beliggende i Barolo-by, som producerer den mest kendte vin i Italien: Barolo. Der er 11 kommuner i Barolo, som har ret til at kalde deres vine for DOCG Barolo-vine og der føres en skarp og årlig kontrol fra myndighedernes side. Så har vi det på plads.

Borgogno-husets historie starter helt tilbage i 1761, da det stiftes af Bartolomeo Borgogno. Hundrede år efter, da man i 1861 løftede glassene og skålede for et samlet Italien, var det selvfølgelig huset Borgogno, der blev drukket ved fejringsmiddagen.

Rebelsk barolo

I 2008 overtages ejerskabet af Farinetti-familien, som også står bag det italienske high-end madmarked Eataly, med et stærkt løfte om at holde fast i historie og traditioner til trods for renovering og modernisering. Som færdiguddannet ønolog får sønnen Andrea Farinetti posten som husets vinmager i 2010.

Han lægger ud med at producere en Barolo-vin, der ikke kan godkendes med DOCG-stemplet på trods af, druerne stammer  fra hans tre Barolo-marker. Vinen udgives alligevel under navnet ”No Name” og med en ny og protesterende etikette.

Et forfriskende og sejt indspark i den ellers noget bureaukratiske Barolo-proces. Og Borgogno har bestemt ikke mistet modet. De fortsætter med at lave forrygende Baroloer på lige dele italiensk tradition og viljestyrke. Borgogno-huset proklamerer faktisk selv, at de ”priser stædigheden”, forstået på den måde, at de selv efter 250 år producerer vine med fuld respekt for traditionerne: uden brug af kemiske tilsætningsstoffer i markerne, spontan fermentering i cementtanke samt kælderlagring på store slovenske egefade.

Barolo har en umiskendelig duft og smag af roser og røde bær, som giver et feminint touch til de ellers kraftfulde vine. Her får du så høje tanniner, at overlæben næsten sætter sig fast på tandkødet. Ægte italienere er bare vilde og kræver sin vinkender-gane.

Barolo kan til tider forveksles med Amarone, fordi man naturligt drager den konklusion, at  dyre vine skal være kraftkarle med masser af smæk på smagen. Men sådan er Barolo ikke nødvendigvis. Det er en smuk vin, som med alderen bliver endnu bedre, hvis kvaliteten er i top. På vinauktioner kan man ofte støde på Borgognos gamle årgange fra 30’erne og 40’erne, som går til høje priser.

Indkøbskurv

Regioner

Årgang

Drue

Organisk

Pris