Juris Pinot Noir Reserve
Pinot Noir-druerne til denne vin får en forlænget macerationstid for at trække maksimalt ekstrakt og smag til vinen. Vinen lagres i et år i små nye fade og får efterfølgende lov til at hvile i 6 måneder på store, gamle egefade før der flaskes.
Det giver vinen en rundhed og en blødhed, lidt som en varm bourgognevin, men fordi der her er tale om en østrigsk vin, fornemmer man også en slags metallisk kølighed, som ikke er at finde i de franske varianter. Farven er flot rubinrød med violette reflekser.
Der anes noter af tobak fra fadlagringen, men den er ikke gennemtrængende. Både røde og mørke bærfrugter, som kirsebær og brombær og en snært kandiseret appelsin og urter træder frem. Tanninerne er velintegrerede med den sødlige frugt i overfladen, og så får man fornøjelsen af lidt krydret eg i finishen.
Prøv den til en beef wellington eller en svamperisotto, men her er mange muligheder! Generelt bare en super lækker mad-vin.