Matsu El Recio, Magnum
Cedertræ
Dild
Figne
El Recio fra Matsu er lavet 100% på Tinta de Toro, som er det lokale navn for Tempranillo. Druerne kommer fra 90-100 år gamle stokke, "der dyrkes efter biodynamiske principper. Vinen lagret en del længere end lillebroren El Picaro, hele 14 måneder på gamle fade.
Resultatet er en "fullbodied" vin med masser af kraft og energi. Farven er intens rubinrød og i næsen fornemmes de mange lag fra fadlagringen, både chokolade, vanilje og modne sorte frugter. I ganen er den rund og silkeblød med et diskret hint af glycerin-fedme og en interessant lang mineralsk eftersmag.
Her er altså power fra ”tyre-druen” men samtidig en behagelig blødhed. Dog er det ikke en vin til små piger og ditto salater, men derimod et godt selskab til herremiddagen.
Fun fact: Modsat etiketten på El Viejo, som rent faktisk er en gammel vinmager fra Toro, så er manden på denne flaske en hollandsk skuespiller bosat i Barcelona. Han er altså blevet castet som model til etiketten, og det har han med tiden fået udnyttet til fulde. Hver gang han spotter en flaske med sit eget fjæs på, går han nemlig ind i den pågældende butik eller vinbar og påstår, at han har en aftale med vinhuset om, at han må få en gratis flaske.
Det lille trick bruger han så tit, at Vintae er ved at være lidt træt af ham. Går den, så går den. Alle tre vine fra Matsu-serien er lavet på Tempranillo, som høstes på et højt plateau i Toro. Her er klimaet barsk, med solbagende dage og iskolde nætter, så det er benhårdt at være vinstok (og vinmager) her. Toro betyder ”tyr” på spansk, og det er lige præcis, hvad der karakteriserer disse vine: en stor, svedende, gammel tyr, der er stædig som bare pokker.
Mød dem, der har lavet din vin
Spansk familievirksomhed med en kærlighed for vin. Vintae er fra La Rioja i Spanien, men de rejser gerne langt for at få fingrene i de helt rigtige vine. Vintae blev startet af José Miguel Arambarri Terrero – en forretningsmand fra La Rioja – der i 1999 besluttede sig for at vende tilbage til familiens rødder: at producere lækre spanske vine. Desværre var familiens egne marker ødelagt af et vinlus-angreb. Han indgik i stedet samarbejde med Castillo de Maetierra og Maetierra Dominum. Det blev startskuddet for Vintae og udviklingen af Libalis-serien. Han fik senere selskab af sine sønner, Richi og José Miguel, der udgør Vintae, som vi kender det i dag.